Kaffe & Kiseljak: NGO-arbejde i Sarajevo

I går besøgte jeg en lokal organisation her i Sarajevo som beskæftiger sig med gratis advokatbistand til landets mest udsatte. De arbejder med asylansøgere, flygtninge, hjemvendte, romaer og IDPs (internally displaced persons) - og andre udsatte og fattige mennesker i landet. De er ti advokater i Sarajevoafdelingen og 8-10 gange om måneden tager de i felten og mødes med og snakker med deres klienter. To advokater - Elma og Amir - havde arrangeret en tur i felten hvor jeg kom med.
Vi kørte afsted i en gammel nedslidt grøn land rover. Det tager ikke lang tids kørsel ud af Sarajevo før man føler man er kommet på landet - små huse med grønthaver og marker, høstakke og massevis af gadehunde der er ligeglade med trafikken. Første stop var et såkaldt community center som er et sted hvor fattige kan få tag over hovedet. A la et herberg derhjemme men med mere permanente løsninger. I et ret øde kvarter dukkede der to lejlighedskomplekser op i bedste kommunist-beton stil. Her mødtes vi med lederen af centeret som fortalte os om stedet og viste os rundt. Der var fælles bad, toilet og tekøkken på gangen og beboerne havde et lille 10 m2 værelse - sammenligneligt med en kollegiegang derhjemme men noget mere slidt og koldt. En gammel kvinde åbnede sin dør og snakkede med os en kort stund. Hun ville gerne have inviteret os på kaffe, men hun var lige stået op og hun mente ikke lejligheden var anstændig. Hun fortalte at hun havde mistet sin mand og sin søn under krigen. Dengang havde familien boet i det belejrede Sarajevo. Hun har ikke anden familie og er alt for gammel og nedslidt til arbejde, så derfor var hun meget glad for at have fundet dette sted. Hun var blevet tilbudt en anordning der skulle hjælpe hende ud af sengen om morgenen, men hun havde takket nej: der måtte være andre der havde mere brug for den end hun havde. Hun var i sær glad for det nærmeste bageri, der havde forbarmet sig over stedet og leverede frisk brød til beboerne dagligt. Jeg ville gerne have taget et billede af hende og hendes værelse, men hun mente ikke hun så anstændig ud. Lederen fortalte bagefter at den eneste form for bidrag de her mennesker ellers modtog var ca. 20 KM (=80 DKkr!) fra kommunen hver måned.

Community Center: Lederen hjælper med at rive mens to kvinder hilser på hinanden.

Herfra kørte vi videre til en anden type community center. I endnu et lidt trist og øde kvarter dukkede et par små veje op med store betonhuse med små vinduer. To mænd kom gående hen af vejen mod os og hilste pænt - hvem var vi mon? Elma forklarede at vi kom fra Vasa Prava og den organisation kendte mændene udmærket. Den ene inviterede os på kaffe i hans hjem. Det viste sig at de store huse er store af en grund: Fire familier deler hvert hus og har sin egen indgang. Alt i alt har de hver to små rum samt et toilet. Og typisk bor der 4-8 mennesker i en familie. Manden vi besøgte boede der med hans kone, søn, datter og et barnebarn. Vi sad i den lille stue/køkken/soveværelse og fik traditionel bosnisk kaffe, mens familien fortalte om deres situation. De havde haft en butik i Sarajevo før krigen som gik fint. Manden havde kæmpet i krigen i fire år. Og i dag havde de mistet alt. Hjem og butik var ødelagt efter krigen og de havde indtil videre ikke fået hverken genopbygget det gamle eller fået et nyt hjem til erstatning. Konen havde diabetes og manden havde en sygdom der gjorde at han indimellem besvimede i flere timer. Og datteren havde downs-syndrom. De var altså afhængige af medicin som de knap havde råd til. Manden tog arbejde hvor han kunne finde det fra dag til dag men havde ikke noget fast. De var frustrerede over politikerne, korruptionen og deres umulige situation. De håbede en ny Tito ville dukke op en dag og få samling på landet og hjælp til befolkningen. De havde ingen ide om hvordan fremtiden ville se ud for dem - hvert halve år skulle deres tilladelse til at bo i huset fornyes, og de anede aldrig om de blev smidt på gaden.

Mand og kone fortæller Elma om deres situation

Da vi en times tid senere kommer ud af huset og vil køre videre, er der dukket en masse nysgerrige naboer op. Elma forklarer mig, at der nok lige skal bruges lidt tid på at forklare, at vi ikke har nogen form for velgørenhed med og at vi ikke har givet nogle donationer til familien vi drak kaffe hos. Gaden er pludselig fyldt af mennesker: Gamle mænd og kvinder omgivet af store børneflokke. De vil alle gerne vise os deres hjem og fortælle om deres situation. Elma forsøger at diskutere lidt bredt med dem, og samler deres fælles standpunkter i hendes oversættelse til mig: De er arbejdsløse, mangler penge til medicin og får ingen hjælp. Flere af familierne er romaer og to af kvinderne fortæller mig at de har henholdsvis 11 og 13 børn der skal forsørges. Det er virkelig krigens tabere der er samlet i disse småsamfund. Børnene løber rundt i sweatshirts og sandaler, råber og sparker ud efter gadehundene. Mændende argumenterer højt. Og kvinderne snakker bosnisk til mig og signalerer at jeg skal komme hjem til dem og se hvor skidt de har det. Vi har ikke overskud og tid til at tage den store runde - men de gjorde allesammen stort indtryk på mig.