NGO-arbejde i Sarajevo

I går besøgte jeg en lokal organisation her i Sarajevo som beskæftiger sig med gratis advokatbistand til landets mest udsatte. De arbejder med asylansøgere, flygtninge, hjemvendte, romaer og IDPs (internally displaced persons) - og andre udsatte og fattige mennesker i landet. De er ti advokater i Sarajevoafdelingen og 8-10 gange om måneden tager de i felten og mødes med og snakker med deres klienter. To advokater - Elma og Amir - havde arrangeret en tur i felten hvor jeg kom med.
Vi kørte afsted i en gammel nedslidt grøn land rover. Det tager ikke lang tids kørsel ud af Sarajevo før man føler man er kommet på landet - små huse med grønthaver og marker, høstakke og massevis af gadehunde der er ligeglade med trafikken. Første stop var et såkaldt community center som er et sted hvor fattige kan få tag over hovedet. A la et herberg derhjemme men med mere permanente løsninger. I et ret øde kvarter dukkede der to lejlighedskomplekser op i bedste kommunist-beton stil. Her mødtes vi med lederen af centeret som fortalte os om stedet og viste os rundt. Der var fælles bad, toilet og tekøkken på gangen og beboerne havde et lille 10 m2 værelse - sammenligneligt med en kollegiegang derhjemme men noget mere slidt og koldt. En gammel kvinde åbnede sin dør og snakkede med os en kort stund. Hun ville gerne have inviteret os på kaffe, men hun var lige stået op og hun mente ikke lejligheden var anstændig. Hun fortalte at hun havde mistet sin mand og sin søn under krigen. Dengang havde familien boet i det belejrede Sarajevo. Hun har ikke anden familie og er alt for gammel og nedslidt til arbejde, så derfor var hun meget glad for at have fundet dette sted. Hun var blevet tilbudt en anordning der skulle hjælpe hende ud af sengen om morgenen, men hun havde takket nej: der måtte være andre der havde mere brug for den end hun havde. Hun var i sær glad for det nærmeste bageri, der havde forbarmet sig over stedet og leverede frisk brød til beboerne dagligt. Jeg ville gerne have taget et billede af hende og hendes værelse, men hun mente ikke hun så anstændig ud. Lederen fortalte bagefter at den eneste form for bidrag de her mennesker ellers modtog var ca. 20 KM (=80 DKkr!) fra kommunen hver måned.

Community Center: Lederen hjælper med at rive mens to kvinder hilser på hinanden.

Herfra kørte vi videre til en anden type community center. I endnu et lidt trist og øde kvarter dukkede et par små veje op med store betonhuse med små vinduer. To mænd kom gående hen af vejen mod os og hilste pænt - hvem var vi mon? Elma forklarede at vi kom fra Vasa Prava og den organisation kendte mændene udmærket. Den ene inviterede os på kaffe i hans hjem. Det viste sig at de store huse er store af en grund: Fire familier deler hvert hus og har sin egen indgang. Alt i alt har de hver to små rum samt et toilet. Og typisk bor der 4-8 mennesker i en familie. Manden vi besøgte boede der med hans kone, søn, datter og et barnebarn. Vi sad i den lille stue/køkken/soveværelse og fik traditionel bosnisk kaffe, mens familien fortalte om deres situation. De havde haft en butik i Sarajevo før krigen som gik fint. Manden havde kæmpet i krigen i fire år. Og i dag havde de mistet alt. Hjem og butik var ødelagt efter krigen og de havde indtil videre ikke fået hverken genopbygget det gamle eller fået et nyt hjem til erstatning. Konen havde diabetes og manden havde en sygdom der gjorde at han indimellem besvimede i flere timer. Og datteren havde downs-syndrom. De var altså afhængige af medicin som de knap havde råd til. Manden tog arbejde hvor han kunne finde det fra dag til dag men havde ikke noget fast. De var frustrerede over politikerne, korruptionen og deres umulige situation. De håbede en ny Tito ville dukke op en dag og få samling på landet og hjælp til befolkningen. De havde ingen ide om hvordan fremtiden ville se ud for dem - hvert halve år skulle deres tilladelse til at bo i huset fornyes, og de anede aldrig om de blev smidt på gaden.

Mand og kone fortæller Elma om deres situation

Da vi en times tid senere kommer ud af huset og vil køre videre, er der dukket en masse nysgerrige naboer op. Elma forklarer mig, at der nok lige skal bruges lidt tid på at forklare, at vi ikke har nogen form for velgørenhed med og at vi ikke har givet nogle donationer til familien vi drak kaffe hos. Gaden er pludselig fyldt af mennesker: Gamle mænd og kvinder omgivet af store børneflokke. De vil alle gerne vise os deres hjem og fortælle om deres situation. Elma forsøger at diskutere lidt bredt med dem, og samler deres fælles standpunkter i hendes oversættelse til mig: De er arbejdsløse, mangler penge til medicin og får ingen hjælp. Flere af familierne er romaer og to af kvinderne fortæller mig at de har henholdsvis 11 og 13 børn der skal forsørges. Det er virkelig krigens tabere der er samlet i disse småsamfund. Børnene løber rundt i sweatshirts og sandaler, råber og sparker ud efter gadehundene. Mændende argumenterer højt. Og kvinderne snakker bosnisk til mig og signalerer at jeg skal komme hjem til dem og se hvor skidt de har det. Vi har ikke overskud og tid til at tage den store runde - men de gjorde allesammen stort indtryk på mig.

En fjerdedel af dette hus til én familie

Elma diskuterer med gadens beboere

Flere naboer dukker op

Jeg blev nødt til at tage et billede af mandens fantastiske rynkede og furede ansigt:-)

Børnene syntes det var fedt at blive fotograferet

Antropolog på ferie

Den sidste uges tid har jeg haft besøg fra DK af Rikke og Lisbeth. Vi har rejst rundt i landet og det var skønt at se noget mere af landet end jeg gør når jeg hænger ud i Trebinje og dejligt at snakke løs på dansk.

De fløj til Dubrovnik hvor Danica tog sig godt af de lidt ramte rejsepiger med æg, brød, smøreost og aivar (peberfrugtspure). De havde været til koncert dagen før.
Dagen efter var vi på skøn dagssejlads ud til Elaphit-øerne. Tre smukke øer med små havnebyer, kaffeer, klostre og skønt solskinsvejr. Besætningen stegte friske fisk til os og Lisbeth forsøgte at tage billeder af hendes fodspor i strandkanten - svær mission som  måske aldrig bliver som den er tænkt.
Om aftenen var vi på fiskerestaurant hvor vi fik muslinger, blæksprutter og hvad vi troede var en lys fisk: cuttlefish. Men ups det var en sort ret af en slags blæksprutte tilsat dens egen blæk - ikke et kønt syn.

Rikke og Marie nyder solen foran et appelsintræ

Vores sejlbåd

Lisbeths spor i sandet

Glade piger i solen

Cuttlefish!

Dubrovniks kæmpe bymur blev også besejret inden vi hoppede på den lille bus til Trebinje. Vi nåede lige rundt til de vigtigste ting i byen - kaffe på Platani, indkøb i the Mall og en lille gåtur a la Maries hverdag.

Dagen efter skulle vi nemlig videre igen mod Foca, en mellemstor by der ligger mellem kæmpe bjerge i den vilde Sutjeska nationalpark hvor man kan møde vildsvin, ulve og bjørne. Her blev vi hentet ved bussen af to mænd i landrover - den ene var ejeren af Highlander, dem vi skulle vandre med, og den anden var hans ansatte, en mega høj og stærk militærmand der tog vores store rygsække med et snuptag. De fik indlogeret os på et motel langs med floden, hvor en spøjs bosnisk mand og hans tyske kone tog sig af os. Vi sad i den kolde halvtågede dal med udsigt til floden og drak kisela voda (danskvand) mens naboerne bryggede slivovitz (blommesnaps) og vores vært snakkede løs på tysk om løst og fast - krigen, livet i Tyskland og hans sorte kat (eller schwartze neger katzen som han kaldte den).

Så blev der vandret som sindsyge. Første dag skulle vi ned igennem Europas ældste skov til et vandfald. Vi kom gennem smuk mosdækket skov a la snehvide, lys efterårsfarvet løvskov og efterhånden som det gik stejlere nedad gik vi på løse sten og mudder med brejner og vandrestave som eneste holdepunkt. Mudderet voldede en del problemer da vi skulle op igen, og den store store militærmand tog sig da også en lille glidetur forbi os da han egentlig ville hente os. Det var vildt men fedt! Turen opad var hård og trættende og var måske mere bjergbestigning end vandretur. Men vi klarede den. Og så kørte roveren ellers længere op i de øde bjerge til en lille primitiv træhytte. Her blev der tændt bål og lavet mad til et helt kompagni: Cevapi (små hakkede lammepølser), kyllingelår, oksekød og choritzolignende pølser. Serveret med brød, aivar og syltet kål! Klassisk bosnisk mad. Og nå ja - en brandy og en kop kaffe til at skylle det hele ned med hører sig jo til. Selv i ødemarken har man små porcelænskopper OG underkopper - det skulle jo nødig hedde sig. Inden solen forsvandt gik vi en bitte tur til et fantastisk udsigtspunkt: Vi stod og kiggede ned på Montenegro og kløfterne ned til floderne Piva og Tara der fletter sig sammen til den sagnomspundne Drina. Fantastisk!

Klar til vandring

Fremme ved vandfald

Vi er trætte men glade

Europas ældste skov

Vi sov på hems i den lille hytte til lyden af KÆMPE torsk der skulle trækkes i land - sikke meget lyd der kan være i en træt vandremand. Og vi vågnede til scrambled eggs og mere kaffe. Kroppene var noget brugte men vi havde en sø der skulle ses. Vi kørte endnu en tid ud i ingenting - skov, slette og til sidst var vi på en klippehylde med smuk udsigt til Maglic - Bosniens højeste bjerg. Vi parkerede på kanten af afgrunden og vandrede videre af stier dækket af stenskred, ned til dalen hvor døde træer vidnede om vinterens laviner. På langs gennem dalen vandrede vi indtil en smuk sø dannet af fortidens gletchere dukkede op og spejlede de mange høje tinder omkring os. Mægtig natur.

Landrover, hytte og ildsted

Kødgilde i ødemarken

Kaffe og brændevin

Den glade vandreflok og Maglic i baggrunden

Udsigt!

Gletchersø og glade vandrepiger

Sti forsvundet i stenskred - og bemærk roverens fine parkeringsplads yderst til venstre

Bilstop og køer på vejen

Så havde vi en bus i Foca der skulle nås, hvilket vi akkurat nåede. Den trofaste rover som vi var kommet til at holde utrolig meget af (fantastisk affjedring på hullede grusveje er vigtigt) fik problemer på hjemturen og gik i stå - heldigvis først da vi var tilbage på asfalteret alfarvej. Mellem flokke af køer og får der var fuldstændig ligeglade med trafikken fik vi skubbet bilen hen til en bakke hvor vi så kunne trille ned mod Foca uden at tænde den - indtil bakken stoppede. Så kom der en ny rover og hentede os og fik bragt os til busstationen hvor vi kom med bussen til Sarajevo.

De sidste to dage har vi været rigtige turister i storbyen. Vandret rundt i det tyrkiske kvarter, op til udsigtspunkter og set fredagsbøn, kørt med sporvogne og set de mange tegn på krig der stadig er overalt - skudhuller i bygningerne og store kirkegårde med dødsårstal fra starten af halvfemserne. Og ikke mindst nydt den gode mad på de mange restauranter i byen. Som den bedste afslutning på en fantastisk tur bestilte vi tid i et spa-center: En times aromamassage efterfulgt af en time i privat spa med tyrkisk bad, sauna og boblebad. Til den nette sum af 300 DKkr! Ahh

Bosnisk cuisine - Burek: Butterdejstærte med kødfyld

Stolt restauratør - her med lækkert kalvekød og kartofler

Sarajevo er kendt for bronze og tin arbejde. Mon han laver et fad?

Vinduesshopping i tin-gyden

Klassisk Sarajevo: Den gamle osmanniske kilde - sebilj

Bygninger med ar fra krigen

Hotel Holiday Inn: Her boede de fleste internationale journalister under krigen. Ikke en helt sikker adresse - Sniper Alley er den brede vej kendt som, da den var nem at overskue for de serbiske snigskytter i bjergene

Piger på turisttur! Ja Lisbeth er ikke med på så mange billeder. Hun var fotograf.. 

Nu er pigerne hoppet på flyet til DK og jeg skal tilbage til feltarbejdet. De næste par dage skal jeg snakke med flygtninge her i Sarajevo og jeg har en aftale med et advokatfirma der tager sig af returnerede flygtninges rettigheder. Nok at tage sig til!

Hverdag hedder det vel:-)

Ja hverdag er det jo og feltarbejdet er vel sådan set også igang - men det går lidt langsommere end man kunne ønske sig. Sidst ventede jeg på at høre fra Fuad fra den lokale organisation - det gør jeg stadig for i mellemtiden er hans kone død og han har holdt fri fra arbejde.
Jeg har til gengæld kontakt til en serbisk kvinde - Stasia - som hjælper mig alt hvad hun kan: spørger sine venner, banker på døre, drikker kaffe med mig og så forsøger hun at lære mig lidt serbisk/bosnisk/kroatisk. Vi har indtil videre fundet et ægtepar fra Danmark som er her på ferie og som vil prøve at finde nogen der bor fast her i byen. Så det er en god start!
Jeg har brugt og bruger min tid på ture rundt i byen, at drikke kaffe, hygge og gå ud med Olga og hendes venner, snakke med Stasia og så har jeg været en tur til Dubrovnik igen for at snakke med Danica (og bade og hygge med de andre gæster).
Men billeder siger jo mere end ord, så det er det, i får for resten af den tiøre!

Marie lærer serbisk fra bunden - kyrillisk skrift:
Mali Bukvar = den lille bog

Min løbesti og et eksempel på at vi befinder os i den serbiske del af landet
- her er masser af serbiske flag, ingen bosniske...

Et hjørne af verden: 45 min væk ligger Kroatien og bjergene længst
væk på billedet er en del af Montenegro

Muren her er kendt blandt teenagere som wimbledon.
Når man går ud om aftenen går man nemlig altid forbi her
og de, der sidder på muren drejer hovedet som var de til
tenniskamp:-) Det gælder om at se og blive set.

Marie laver feltarbejde! Eller prøver på..

Tur til Dubrovnik: Krydstogtskibe er her nok af - i højsæsonen
op mod 5-7 skibe på en dag, hvert med plads til op  til 7000 gæster.
Svigerforældrene kom faktisk forbi i sådan et:-)

Der er god udsigt fra Danicas Guesthouse
- og langt op hvis man vælger trapper i stedet for bus.

Søde Olga kom forbi en dag med disse friskplukkede druer fra haven

Kirkegårde er altid lidt spændende. Her ser man den ortodokse del.

Til venstre den muslimske gravplads, til højre den ortodokse.

Trebinje var ikke et af hårdest ramte områder i forhold til etnisk udrensning
 under krigen i 1990erne, men en gåtur på kirkegården afslører alligevel en del
dødsfald fra de år hvor krigen stod på.

Den søde men stakkels hund holder til ved skraldecontainerne
- den blir glad når den finder noget godt i ens affald og kigger
forventningsfuldt på dem der går forbi - inklusiv mig.
Gode forslag til kaldenavne modtages gerne!

I dag var den første regnvejrsdag siden jeg kom hertil for en måned siden,
og det var vildt! Lyn og torden brag er ekstra vilde når bjergene kaster
 lydene rundt. Skønt med temperaturskifte - jeg har haft lange bukser på for første gang i over en måned:-) 

Alt vel her!

Nu er badeferien slut, Anders er tilbage i DK og det virkelige stykke feltarbejde skal til at igang. Inden jeg blev efterladt kom der dog styr på rigtig mange ting - jeg har fået en lejlighed, været til et par møder og har fået indledende kontakt til det bosniakiske samfund/community i byen. Og der var tid til et par dage i Dubrovnik ved kysten hvor Anders og jeg slappede af med hav og god forplejning af vores kroatiske husmor Danica.

Mit nye hjem ligger ti minutters gang fra Trebinje centrum på en bakke med dejlig udsigt over floden og den gamle bro. Området svarer vel til et dansk parcelhuskvarter - dog har mine udlejere både lille kartoffelmark og et par grise der sender en hygsom lugt gennem stuen:-)

Jeg har egentlig tre store værelser at boltre mig på, men det tredje står indtil videre tomt. Jeg går og overvejer at bruge det fordi det er ret fint med lyst trægulv og hvide vægge - lige som sådan en dansker kan lide det. Til gengæld bliver der måske lidt rigelig plads mellem møblerne.
De to værelser jeg bor i er til gengæld rigelig fyldte med både møbler og gulvtæpper som jeg og Anders fjernede en god del af med det samme. Anders var meget opsat på at gøre de "nussede" sofaer lidt lækrere og da supermarkedet ikke havde hvide lagener måtte et par flotte blå-ternede duge gøre det ud for det nye look. Så på den måde er jeg vist så småt ved at gøre lejligheden til min lejlighed!

Udsigt fra min terrasse

Min stue streg køkken

Lejligheden er i øvrigt en del af et hus, og i den anden del bor Ps ven, hans kone og deres datter Olga. Olga er den eneste af dem der kan engelsk så hendes far råber på hende så snart han ser mig. De er fantastisk søde og spørger flere gange om dagen om der er noget jeg mangler eller et eller andet de kan hjælpe med. I dag kom Olga ind og spurgte om jeg havde planer, for hvis jeg kedede mig kunne vi jo finde på noget. Så nu har jeg en aftale kl 18:-)

Husgrise

I torsdags havde P arrangeret to møder for mig. Et med den lokale afdeling for hjemvendte flygtninge (der dog havde mest med overdragelse af retmæssig ejendom at gøre) og en mindre NGO (ikke statsstyret organisation) der virkede til at kunne hjælpe mig godt på vej. Den sidste havde nemlig personlig kontakt med mange af de bosniakker der var vendt tilbage til Trebinje og lederen selv var bosniak. De ville forsøge finde nogle gode kontakter til mig, som jeg forhåbentlig hører fra senere på ugen.

I weekenden tog Anders og jeg på miniferie i Dubrovnik som ligger ved Kroatiens kyst tre kvarter herfra. Vi  slappede af på den mindre turistbelastede ø Lokrum, hvor vi tog over sammen med de lokale for at nyde træernes skygge og det lækre vand. Det var også fantastisk at bo på det samme guesthouse som da vi ankom en uge tidligere. Danica der styrer det lille sted var nemlig super glad for at se os igen og inviterede os på hjemmegjort frokost sammen med hendes familie. Skønt! Hun mente også at jeg skulle komme forbi hende når jeg trængte til luftforandring - så kunne vi jo tage til stranden sammen. Det er rigtig godt at have en god kontakt i hende og mulighed for lidt badning mens sommeren stadig er her!

Del af Dubrovniks gamle brystværn

Anders og Marie I Dubrovnik

Og det er den i høj grad. Her er hedebølge som selv de lokale brokker sig over, og temperaturen sniger sig gerne op over de 35. Det er varmt! Der er også en smule diset i dalen her på grund af intet mindre end tre brande i bjergene omkring os. Jeg spørger tit til ilden men blir forsikret om at der ikke er noget at frygte - og jeg går ud fra at de lokale har styr på det!
Varmen er også lidt lettere at klare nu hvor jeg har fået mig en fin blæser! Anders ville ikke tage hjem før han havde sikret sig at jeg fik sådan en - hvordan skulle jeg ellers nogensinde holde nætterne ud!

Mon ikke den seneste uge er dækket ind nu? Det siger vi:-)